Benjamin er færdiguddannet men stadig i tvivl: ”Alle bør unde sig selv at vælge om” 

27-årige Benjamin Bøllehuus er en af de unge, som finder uddannelsesjunglen svær at navigere rundt i. Han har selv frameldt sig en uddannelse og gennemført en uddannelse – men han er stadig i tvivl om sin videre karrierevej.   

Af Emma Dalum  

Bag de gule mure på Aarhus Universitet sad Benjamin med en borende tvivl midt i julen 2018. En tvivl om hvorvidt Japanstudier var noget for ham. Han havde i en længere periode haft en ambition at blive tolk i japansk. En passion for et sprog og en kultur, som blev vækket til live, da han som barn læste manga’er med hans storebror.    

Men da undervisningen fik ham til at føle sig slået tilbage til danskundervisningen i 1. klasse, måtte han erkende, at han skulle fravælge Japanstudier.   

Seks år senere sidder Benjamin nu igen på hans andet uddannelsessted. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Endda som uddannet journalist. Han blev færdiguddannet i starten af 2023, men i løbet af tiden på journalistuddannelsen har han også mærket en tvivl. Derfor har han valgt at læse videre.

I øjeblikket er Benjamin i gang med tredje semester af kandidat Internationale Studier på Aarhus Universitet. Han er dog flyttet til København for en stund for at være i praktik ved Danmarks Radio.  

Foto af Maria Beierholm

Det var dog ikke lige til for Benjamin at framelde sig sit første studie.  

“I perioden, hvor jeg overvejede at droppe ud af Japanstudier, forsøgte jeg at finde på, hvad jeg så skulle lave. Det var først, da jeg fandt et arbejde i løbet af foråret 2019, at jeg endelig var klar til rent faktisk at melde mig ud af studiet. Indtil da skulle jeg samle mod til at gøre det. Mest fordi jeg ikke ville stå og ikke have noget at give mig til” fortæller Benjamin.   

Japanstudier er en bachelor, man kan tage på universitet. I modsætning til andre bacheloruddannelser, så tager det et år ekstra at læse, fordi man skal lære sproget fra begyndelsen. Det var især det, som Benjamin knækkede nakken på.  

Vi forsøger at gøre op med en ofte negativ stigmatisering om at vælge om. Derfor bliver begrebet ”droppe ud” ikke brugt i denne artikel, da det ofte bærer præg af en negativ samfundsdiskurs.

NÅR UDDANNELSEN IKKE PASSER 

At vælge den rette uddannelse kan være et svært valg. Nogle vælger f.eks. universitet, en professionsbachelor, en erhvervsakademisk uddannelse eller en erhvervsuddannelse. Der er også nogle, som vælger at uddanne sig igennem arbejde. 

Det kan være svært at vælge, hvad man skal med sit liv. Eva Lykkegaard, der er lektor i Uddannelsesvidenskab og har forsket i unges uddannelsesvalg i 13 år, erkender dette.

“Det er noget, mange tænker som et valg for livet, og det er meget vigtigt at vælge rigtigt. Og derfor får det rigtig stor betydning for dem. Det er noget, der fylder meget i ungdomsuddannelserne. Det fylder jo sådan set hele folkeskolen, hvad det skal være. Men det fylder især, når man bliver voksen” fortæller Eva Lykkegaard.

Det tog tid for Benjamin at stoppe på studiet. Mest af alt fordi han følte sig nødsaget til at have noget andet at give sig til. Han gennemførte sine eksaminer på første semester, men på andet semester begyndte han ikke at komme.

”Det var ikke svært at indse, at det ikke var det rigtige studie for mig. Men det var svært at framelde mig studiet, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg så skulle” fortæller han.

Det var først omkring marts måned, hvor Benjamin fandt et arbejde, at han meldte sig ud.  

”Det var en befrielse, da jeg fik meldt mig ud af studiet. Jeg fik langt om længe en tænkepause, hvor jeg kunne tænke over, hvad jeg ville.” 

Og Benjamin er ikke i tvivl om, at det var det rette valg at stoppe.  

”Jeg kunne sikkert godt have slæbt mig selv igennem årene på Japanstudier og klaret det. Men det ville ikke være det værd at tage en uddannelse, som jeg ikke følte gjorde mig glad.” 

TVIVL SOM DRIVKRAFT

Da Benjamin var i tvivl om, hvad han skulle, foreslog hans mor ham at søge ind på journalistuddannelsen. Som barn havde han snakket om at blive sportsjournalist, hvilket hans mor kunne huske. Derfor kastede han sig ud i optagelsesprøven. Og heldigvis blev han optaget.

Da Benjamin gik i gang med sit andet studie, var det heller ikke uden bump på vejen. Det var især under praktikken, hvor han begyndte at tvivle. Men han vidste ikke, hvad han skulle, hvis han stoppede. Så han valgte at gennemføre uddannelsen.

I dag hvor han er færdiguddannet, er han stadig i tvivl om, hvad han præcis vil med sin karriere. Han har dog nået en vigtig selverkendelse.

”Jeg har flere gange gennem tiden på journalistuddannelsen været i tvivl. Det bunder i, at jeg ikke er typen, som finder den dybere mening i mit arbejde. Selvom jeg er dedikeret i mit arbejde, så arbejder jeg med formålet om at få lov til at lave andre ting, der gør mig glad.” 

På trods af tvivl undervejs er Benjamin glad for, at han valgte at skifte uddannelse. Han mener, at han er kommet langt mere på det rette spor med journalistik, også selvom han har tvivlet undervejs.

”Det er altid vigtigt efter at mærke efter, hvordan man har det. Selvom det gør ondt, er hårdt eller svært, så er det dog nogle gange en god egenskab at øve sig i at være i det. Derfor har jeg også lært meget af at færdiggøre journalistuddannelsen på trods af en mindre tvivl.”

Tvivlen betød, at han havde behov for at lave noget helt andet, da han var færdiguddannet journalist i starten af 2023. Derfor tog han på højskole et halvt år og begyndte derefter at læse videre.

”Jeg følte mig udbrændt og træt af branchen efter 3,5 år, hvor jeg kun havde arbejdet med journalistik. Derudover gjorde udsigten til et svært arbejdsmarked, at det trak mere i mig for ikke at gøre noget andet” 

FOR MANGE VALG KAN SKABE FORVIRRING

Benjamin er vokset op med forældre, der begge har en akademisk uddannelse. Men han har aldrig følt, at det har påvirket hans uddannelsesvalg. Dog har det påvirket ham, at han fik at vide, at han skal vælge, hvad der gør ham lykkelig. Det kan være et utroligt svært valg. Og som Christian Hjortkjær skriver i hans bog, Utilstrækkelig, så føler flere og flere unge sig utilstrækkelige i dag.   

“Mine forældre har opdraget mig og mine søskende til, at vi skal gøre, hvad der gør os lykkelige. Det er rigtig fint, men det forstærker forvirringen på grund af de mange muligheder. Det er dejligt med mange muligheder, men hvis man samtidig skal finde ud af, hvad der gør en lykkelig, så kan det presse en, når man skal træffe uddannelsesvalg.”  

Det handler langt fra kun om at vælge. Det handler for mange også om at vælge det rigtige. Mulighederne er mange, og det er de unge selv, der står til ansvar for deres valg.  

“Der er en million muligheder at vælge mellem, hvilket jo er dejligt. Hele min opvækst har jeg fået at vide, at jeg skulle gøre, hvad der gjorde mig lykkelig. Men det gør, at man begynder at overanalysere sin egen situation og hele tiden tænker, om andet er bedre.”  

Benjamin har fået en del ud af at vælge om i forhold til hans karrierevej. Han har fået en tænkepause, han er blevet mere moden, og han er blevet mere glad. Og han er stadig ved at finde ud af, hvad han vil med sin karriere.  

”Jeg er glad for, at jeg frameldte mig Japanstudier. Det var det rigtige valg for mig, og jeg synes, at alle bør unde sig selv at vælge om, hvis de ikke er glade, hvor de er. Man skal altid mærke efter. Dog kan jeg stadig være i tvivl om, hvad det helt rigtige job er for mig. Men heldigvis handler livet også om mere end blot karriere og arbejde.” 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *