For 22-årige Mathilde Kjær Nielsen har en tænkepause fra uddannelse ikke bare handlet om at finde en ny vej, men også om at forstå, hvorfor man nogle gange skal vælge forkert, før man kan vælge rigtigt.
Af Amalia Holm
Undervejs i artiklen kan du læse Mathildes egen tankestrøm forbundet med den tvivl, der opstår, når man vælger om inden for uddannelse.
“Hvis du alligevel ved, hvad du vil starte på, hvorfor så ikke bare komme i gang?”
Det var ordene fra Mathildes far, da hun hastede mod afslutningen på gymnasiet og den famøse røde og hvide hue. Det gav jo god mening, havde Mathilde tænkt.
Hun havde hverken samme rejselyst eller higen efter et højskoleophold, som mange af hendes veninder havde. Og det var ikke ligefrem, fordi tanken om at fortsætte fuld tid i den lokale bager, som hidtil havde været hendes deltidsbeskæftigelse efter skole, var specielt tiltalende.
Så det gjorde hun. Hun gik i gang med jurastudiet i Aalborg direkte efter gymnasiet. Blot 19 år gammel. I en ny by. På et nyt studie. Med nye mennesker. Som prikken over i’et var det også Mathildes første gang som udeboende.
Alt sammen kulminerede i en knap så fed studiestart på det, der ellers skulle være startskuddet på hendes første skridt mod voksenlivet og sin fremtid som jurist.
“Man kender ikke sig selv lige efter gymnasiet. Det gjorde jeg i hvert fald ikke,” erindrer Mathilde i dag. Det er blot en af de refleksioner, hun har gjort siden hun rykkede teltpælene op og flyttede til Aalborg. Og senere hjem til Ringkøbing igen.
For når hun tænker tilbage på den tid i dag, kan hun godt se, at det ikke nødvendigvis var selve uddannelsen, der gjorde oplevelsen overvældende.
Det var timingen. Det var for tidligt.
Juraen i sigte
Midt i en undervisningstime på Ringkøbing Gymnasium, sad Mathilde med tankerne et helt andet sted. Allerede dengang havde hun en klar vision: Hun skulle læse jura. Ikke om et år, ikke efter en rejse til Asien – men nu.
Nogle søgninger på UddannelsesGuiden, og hvad der ellers var at opstøve om jurauddannelsen på Aalborg Universitet, var, hvad der skulle til for at slå Mathilde fast på at vælge uddannelse frem for sabbatår.
Hun blev draget af tanken om at dykke ned i retssystemets maskinrum – at forstå lovene, hvordan de tolkes, og hvordan de anvendes i praksis.
Aalborg var heller ikke et ubeskrevet blad for hende; hendes bror var allerede flyttet dertil for at studere, og byen virkede som et naturligt næste skridt.
Samtidig stod hun fri af den skoletræthed, der havde lagt sig som en tung dyne over mange af hendes gymnasiekammerater. For Mathilde var lysten til at fortsætte større end trangen til en pause.
Så hvorfor skulle hun vente?
Men selv med al den selvsikkerhed, der prægede hendes beslutning dengang, er Mathilde ikke bleg for at sætte ord på sine valg i dag.
“Når jeg tænker tilbage på det, ærgrer jeg mig over, at jeg ikke lavede nogle flere refleksioner om, hvorfor det lige var jura, jeg skulle læse,” fortæller Mathilde:
“Hvis jeg dengang havde haft en tvivl om, hvad jeg ville, tror jeg, at jeg havde været mere lydhør overfor min mors tanker om, at det var for tidligt.”
Finde ro og sadle om
I sin etværelses lejlighed i Aalborg midtby sad Mathilde med en følelse af ensomhed. Alle hendes forestillinger om et nyt studieliv stemte ikke overens med den situation, hun befandt sig i. Tilbage var blot tankerne om, at hendes studiestart havde forvandlet sig til et nederlag.
Det er hårdt at tvivle, men det er endnu hårdere at lade være. For til sidst vokser tvivlen og bliver altoverskyggende og maler alt i tvivlens farver, og øjnene, der ser, ser ud af et tykt slør, der sortner alt.
Sådan bliver tvivlen, hvis vi ikke går i dialog med den.
Mathilde valgte at flytte tilbage til Ringkøbing. Hjemme blandt familie og venner fandt hun langsomt tilbage til sine trygge rammer – og til den lokale bager, hvor hun tidligere havde arbejdet.
Men selvom omgivelserne gav ro, var det ikke uden bekymringer, at hun skulle fortælle andre, at hun var droppet ud af jurastudiet.
“Jeg var bange for, at folk omkring mig ville reagere, som jeg selv gjorde. Det føltes lidt pinligt,” fortæller hun:
“Jeg har altid været glad for at gå i skole, så jeg frygtede, at de ville tænke, at jeg var mislykket.”
I stedet for at lade sig slå ud, besluttede Mathilde at bruge tiden på at genfinde sig selv. Første skridt blev Viborg Idrætshøjskole. Men hun sad stadig tilbage med følelsen af, at højskolelivet ikke havde foldet sig helt ud, som hun havde håbet.
Derfor tog hun chancen igen – denne gang på Silkeborg Højskole. Her fordybede hun sig i politik og debat, og det blev et afgørende vendepunkt. Opholdet vækkede en gammel drøm til live: journalistikken.
“Jeg har altid tænkt, at jeg måske godt ville være journalist,” siger Mathilde.
“Men på højskolen blev jeg sikker. Nu vidste jeg, at jeg savnede skolegangen – og at jeg var klar.”
Med højskoleopholdene med i bagagen føltes springet til en ny uddannelse pludselig langt mere overkommeligt.
En blomstrende tvivl
Jeg var ellers afklaret med, at jeg skulle læse jura igen efter mine højskoleophold. Men noget i mig skiftede retning. Jeg tænkte, at jeg brænder for at skrive og formidle.
Jeg tænkte, at nogle af jobbene bagefter lød spændende. Jeg ved, at jeg elsker pasta og is; både at spise og lave og nørde det, men af den grund har jeg ikke lyst til at blive kok.
Mathilde havde endnu ikke fået adskilt sin dårlige oplevelse med Aalborg fra selve jurastudiet. For hende var de to ting stadig vævet sammen, og derfor forblev juraen lagt på hylden.
Men allerede i løbet af de første uger på journalistuddannelsen, voksede der en tvivl. Undervisningen føltes for praktisk. Hun savnede noget teoretisk dybde – noget, der mindede om de juridiske termer, som hun stadig fandt fascinerende.
“I starten pakkede jeg min tvivl væk,” fortæller hun. “Jeg tænkte, at det nok bare handlede om at give det tid – ligesom på højskole, hvor jeg også først blev rigtig glad for opholdene efter noget tid.”
Og der gik noget tid. Indtil Mathilde nåede et fag, der tog hende direkte tilbage til den juridiske verden – nemlig medieret. Mens hendes medstuderende fandt stoffet tungt og kedeligt, mærkede Mathilde en begejstring, hun ikke kunne ignorere.
“Det gik op for mig, at selvom jeg ikke var ked af at gå på journalistuddannelsen, så lå mine største interesser bare et helt andet sted.”
Min tvivl påberåber sig ikke stor opmærksomhed. Den er bare til stede. Den fortæller mig, at journalistuddannelsen hverken er forfærdelig kedelig eller forfærdelig spændende.
Tvivlen fortæller mig også, at den oplever begejstring for medieret. Samme begejstring jeg følte, da jeg startede på jurastudiet for tre år siden og havde aftaleret.
Det var et klart og tydeligt pejlemærke for Mathilde. En påmindelse om, at hun måske skulle lytte til den tvivl, hun havde følt allerede ved journalistuddannelsens begyndelse.
At vælge om igen
Selvom Mathilde har besluttet sig for at skifte retning igen, er hun ikke bekymret for at fortælle andre, at hun nu stopper på endnu en uddannelse.
Det er en beslutning, der føles rigtig for hende. Mathilde er dog rendt i folk, der synes, at hun har spildt sin tid på at starte på journalistik, men hun har ikke fortrudt. For hende var tvivlen ikke noget at frygte, tværtimod.
“Jeg ville selv ønske, at jeg turde at være i tvivl første gang, jeg startede på jura. For så ville jeg være blevet tvunget til at forholde mig til, hvad jeg i virkeligheden godt kan lide at lave – og hvorfor.”
Når hun ser tilbage på de seneste år, er det tydeligt for hende, at hendes vej, selvom den har været krøllet og uforudsigelig, har udfoldet sig, som den skulle.
At træffe beslutningen om at vælge om for tre år siden var en stor og svær erkendelse. I dag føles det anderledes.
Jeg har kunnet følge med i overvejelsernes hastighed, og jeg føler mig hverken rundtosset eller afsat som fører af bilen. Det er mig, der har styringen, og det er min beslutning, at jeg igen skal læse jura.
Tak, tvivl, siger jeg. Tak for dine svar.