Artikler

I dag bor Sebastian Held i Aarhus sammen med sine to gode venner hjemme fra Sydvestjylland. Foto: Maria Beierholm

Sebastian Held stoppede i foråret på erhvervsjura og arbejder nu fuldtid som bartender. En anderledes vej end de fleste, men den rigtige for ham.

Af Maria Beierholm

Den sidste eksamen for nu er overstået. Andet semester venter rundt om hjørnet med formueret, samfundsøkonomi og endnu flere nye bøger. Men gnisten er forsvundet, og studiejobbet som bartender begynder at fylde mere i tankerne. Forelæsningerne og lektierne bliver langsomt skiftet ud med nattevagter og et socialt fællesskab, som han aldrig havde haft på samme måde før. Det blev starten på slutningen. 

Vi forsøger at gøre op med en ofte negativ stigmatisering om at vælge om. Derfor bliver begrebet ”droppe ud” ikke brugt videre i denne artikel, da det ofte bærer præg af en negativ samfundsdiskurs.

SLUT MED FORDOMME

Den artikel, som du skal til at læse, bygger på et forholdsvis nyt venskab mellem hovedpersonen og jeg selv. For da jeg mødte ham tilbage i foråret, røg det ud af min mund: 

”Hvad skal du så studere nu?”

Han var lige stoppet på erhvervsjura efter et helt semester med tvivl, bekymringer og drømme om et andet liv. Helt alene tog han beslutningen om at stoppe – for ingen kunne overbevise ham om, at han skulle blive ved. Han brændte for noget andet.

Deltidsstillingen som bartender blev til en fuldtidsstilling – men alligevel kunne jeg finde på at spørge nærmest per automatik om, hvad han ville studere, ’når han var færdig med at være bartender’. Men jeg var langt fra den eneste, der havde spurgt om netop dét. 

ET USYNLIGT PRES

Unge møder ofte et usynligt pres fra både samfund, familie og sig selv om at vælge rigtigt første gang og komme hurtigt igennem uddannelsessystemet.

Dette genkender Eva Lykkegaard, som er Cand.Scient samt lektor i uddannelsesvidenskab og har forsket i unges uddannelsesvalg i 13 år. Ifølge hende kan denne tendens potentielt være skadelig for mange unge, der føler, at de konstant skal videre uden tid til at stoppe op og reflektere.

“Den retorik, vi har om at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet, sætter sig dybt i de unge. De føler, at de skal videre hele tiden, og det kan være enormt stressende.”

Samtidig understreger Lykkegaard, at frafald og omvalg ikke bør ses som fiaskoer, men som naturlige dele af en læringsproces. Hendes håb er at støtte de unge bedre, så de ikke ser det som et nederlag.

“For det første så oplever jeg, at de fleste kommer styrket ud af det. Og for nogen er det en ren sejr, at de stod fast for sig selv og fandt den rette vej efterfølgende.” 

Der er på nuværende tidspunkt stadig en udbredt samfundsdiskurs om, at det er godt at tage en uddannelse, hvilket ifølge Eva Lykkegaard starter helt tilbage i folkeskolen. Lykkegaard ser det som en vigtig del af at klæde de unge på til voksenlivet, men hun peger samtidig på, at det skaber et pres på mange unge, som er bange for at vælge forkert. Sidstnævnte er dog ikke tilfældet for 23-årige Sebastian Held.

KLASSENS KLOVN

I den lille landsby Hunderup, der ligger cirka 20 minutters kørsel fra Esbjerg, voksede Sebastian Held op sammen med sine tre søskende. Deres mor var dagplejemor, og faren havde et godt arbejde hos MacArtney, som laver undervandsteknologi og -systemer. 

Han kunne godt lide at gå i skole, men han havde ofte svært ved at koncentrere sig. Det resulterede i sjove bemærkninger og kække kommentarer, hvilket ofte endte med frustrerede lærere og timer uden for døren. Det samme gik igen i gymnasiet, hvor han klarede sig godt igennem sin HHX, selvom det blev uden gode venskaber. Et 12-tal i huen, men et fravalg af vogntur med sin klasse. 

“Jeg tror, at det holdt mig i gang på gymnasiet, at det egentlig ikke var skolen, jeg havde noget imod, men mere menneskerne. For jeg kunne godt lide selve arbejdet.” 

Sebastian færdiggjorde sin HHX på Ribe Katedralskole i 2021. Foto: Privatfoto

Efter gymnasiet blev de efterfølgende to år brugt på at arbejde i den lokale købmand og i en tøjbutik i Esbjerg. Her havde han det godt med sine kollegaer, selvom de ofte var en del ældre end ham. Han havde indtil nu følt sig meget bedre tilpas med dem, end han nogensinde havde med størstedelen af sine klassekammerater. Her passede han ind. 

Alligevel rykkede han fra de vante rammer i Sydvestjylland til storbylivet i Aarhus for at læse en bachelor i erhvervsjura. Men han fandt hurtigt ud af, at hans forventninger ikke stemte overens med virkeligheden på uddannelsen.

”Hvis jeg skal lave det her, indtil jeg bliver 80 år, så bliver det fandme et træls liv.”

FORVENTNINGSPRES

Da Sebastian første gang overvejede at stoppe på studiet, var der faktisk ikke gået særlig mange uger. Hverken det faglige eller sociale levede op til hans forventninger, og så var der jo studiejobbet på Waxies, hvor han følte sig meget bedre tilpas. 

“Det var en blanding af, at jeg kunne mærke, at det ikke var et studie, jeg ville. Og så havde jeg det sjovt alle steder, bare ikke på studiet.” 

Da valget var taget, og han var skiftet til at være fuldtid som bartender, begyndte han at dele det med sin omgangskreds. Hans familie tog godt imod det, for ”så længe han lavede bare et eller andet, var det næsten ligegyldigt hvad.” Også hans venner, kollegaer og kæreste støttede ham, for de havde jo alle set, hvordan han var blomstret op igen, da han var stoppet på studiet.

(Artiklen fortsætter under videoen.)

Sebastian havde allerede fået tilbudt jobbet på Waxies ved hjælp af sin gamle chef, inden han var flyttet til Aarhus. Privatvideo

I dag sidder Sebastian tilbage med en masse erfaringer og viden, som han ikke havde haft, hvis ikke han havde prøvet studielivet af. Selvom man måske stadig kan sidde tilbage med spørgsmål om, hvad hans fremtid indebærer, så er der intet svar. For han ved det ikke selv. Men han er blevet klogere på, at han gerne vil lave noget mere fysisk med hænderne.

”Folk tror, at man skal have det hele linet op, som om det er et racerløb. Men for mig handler det om at finde noget, jeg faktisk har lyst til.”

Et bevidst fravalg af den akademiske vej viste sig at være det, som Sebastian havde brug for. Selvom folk ofte spørger til hans fremtid, ligesom jeg selv gjorde dengang, har han ikke travlt med at finde ud af, hvad fremtiden byder på – så længe han bare laver noget, der gør ham glad.